Hun har ædt (hvadsomhelst for at dulme) al sin skuffelse og tomheden har fået hendes krop til at fylde for to.
Intet passer i størrelsen længere. Kun det uklædelige overvejende selvhad.
Hun selv er svundet ind til et lille bitte hult undertrykt hiks midtvejs i en hyperventiltionshulken på en aftencykeltur i ly af mørket og ledsaget af regndråber, der smager påfaldende meget af snot og knuste drømme.
- Sukker er tomme kalorier.
- Gær spiser sukker
Et lille stykke analogt lydspor fra mit tidligere liv...
Dagens optur var at falde over mine analoge dikteringsoptagelser fra tiden på UNI...
En enkelt fysiologiforelæsning er delvis overdøvet af min førstefødtes babypludren. Det har helt sikkert været populært blandt de medstuderende. Not!
Nogle senere indspilninger fra Humaniora er (skuppelløst) overspillet af daværende kæreste, der forsøgte at blive den nye (svenske) 50 Cent.
Han var ihærdig med de høje toner i omkvædet, men jeg tænker, det lød mere rigtigt inde fra hans egne hashtåger, end det gjorde i dag skrattende gennem sprødkold efterårsluft henover havregrøden og morgenskænderierne, mens vores fælles mellemste (skilsmisse)barn lærte diktafonen og dens forskellige indspilningstempi at kende til dagens interviewopgave i skolen.
- Ja, vi ved godt, at den rigtige smartphone kunne klare lydoptageopgaven bedre.
Den har vi så ikke - så værsgo, datteren er (stærkt utilfreds) sendt i skole med fortidsaggregat, og nedtællingen til potentiel mobbekatastrobe kan gå i gang. Alternativt synes nogle af de andre folks børn, at det er vildt spændende på den der historisk-museums-sentationsagtige måde? Håbet er lysegrønt, og jeg er en kold (fattig) mor.
Det var i øvrigt det bånd med det fædrende ophavs musikalske illusioner, der måtte dø i dag for 3.Bs engelsktime. Mine kloge kloge ord fra fortiden skal for al eftertid stå som fremdriveligt bevis for, at jeg engang var andet og mere end en madpakke-, vasketøjs- og lektiehjælps-provider.
De der opslag om savnede danskere? - lige det modsatte af det...
Når man ikke betyder en hel skid i den store sammenhæng.
Når man kan lade sit liv lukke sig helt og aldeles om sig selv og omverdenen ikke blot går videre, men gør det uden så meget som antydningen af et hævet øjenbryn.
Når man flyver hen ad asfalten mellem morgencyklister og trafikhelle og indser, at ingen ville savne, før tre små piger var sultne til aften.
Når man har en arbejdsløs dagligdag og en rungende tom fritidskalender.
Når man brækkede halebenet på den der morgenasfalt og derfor ikke kommer omkring træningcentret og i det mindste kan lade som om, man har noget at gøre ude i en slags virkelig fysisk verden mellem andre talende mennesker.
Når man begynder at snakke med ungernes kæledyr for at ens stemme ikke skal lyde helt død hvis det mod forventning skulle blive nødvendigt at bruge denne stemme i en samtale i løbet af dagen.
Når man bliver træt af at høre til forældremødet, at folk altså har rigeligt at se til med job, familie og fritidsinteresser - så kunne vi ikke bare droppe de der sociale klassearrangementer?
Så risikerer man pludseligt at gøre alvor af en indskydelse født af det deprimerende faktum, at man selv alligevel ikke har andet indhold i sit liv end de der tre små mennesker, man har produceret sig, så man kan vel lige så godt kaste al sin energi ind i at skabe en barndom, de kan se tilbage på med glæde og VUPTI sidder man i hele tre klasseforældreråd.
I må godt blive trætte af mig i alle klasserne, men ingen skal fandeme nogensinde sige, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunne med det lidt, jeg nu har, for at gøre bare en minimum af forskel for mine allernærmeste. Og fællesspisning er vigtigt! Om ikke andet så for at skabe en illusion om, at også min lille familie har et sted at høre til her i byen.
Jeg lever ikke gennem mine børn, men jeg lever for dem. Og du skal ikke sige, at det ikke er nødvendigt - for så har jeg intet andet fornuftigt at tage mig til.
Når man kan lade sit liv lukke sig helt og aldeles om sig selv og omverdenen ikke blot går videre, men gør det uden så meget som antydningen af et hævet øjenbryn.
Når man flyver hen ad asfalten mellem morgencyklister og trafikhelle og indser, at ingen ville savne, før tre små piger var sultne til aften.
Når man har en arbejdsløs dagligdag og en rungende tom fritidskalender.
Når man brækkede halebenet på den der morgenasfalt og derfor ikke kommer omkring træningcentret og i det mindste kan lade som om, man har noget at gøre ude i en slags virkelig fysisk verden mellem andre talende mennesker.
Når man begynder at snakke med ungernes kæledyr for at ens stemme ikke skal lyde helt død hvis det mod forventning skulle blive nødvendigt at bruge denne stemme i en samtale i løbet af dagen.
Når man bliver træt af at høre til forældremødet, at folk altså har rigeligt at se til med job, familie og fritidsinteresser - så kunne vi ikke bare droppe de der sociale klassearrangementer?
Så risikerer man pludseligt at gøre alvor af en indskydelse født af det deprimerende faktum, at man selv alligevel ikke har andet indhold i sit liv end de der tre små mennesker, man har produceret sig, så man kan vel lige så godt kaste al sin energi ind i at skabe en barndom, de kan se tilbage på med glæde og VUPTI sidder man i hele tre klasseforældreråd.
I må godt blive trætte af mig i alle klasserne, men ingen skal fandeme nogensinde sige, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunne med det lidt, jeg nu har, for at gøre bare en minimum af forskel for mine allernærmeste. Og fællesspisning er vigtigt! Om ikke andet så for at skabe en illusion om, at også min lille familie har et sted at høre til her i byen.
Jeg lever ikke gennem mine børn, men jeg lever for dem. Og du skal ikke sige, at det ikke er nødvendigt - for så har jeg intet andet fornuftigt at tage mig til.
Farverig fødselsdagsfejring
Vi har fejret 9 års fødselsdag i den forgangne uge.
Der skulle deles hjemmelavede bolsjer ud i skolen. Gulstribede bolsjer med banan/lakridssmag, blå-orange med tuttifruttismag og grønne med pebermyntearoma.
Trods kattens hjælp i køkkenet, der resulterede i en halv portion bolsjer spildt i porcelænsskår på gulvet, var der nok til alle - og rester med hjem igen.
Desuden lavede vi spraglede "regnbuemuffins" til klassens piger, som kom til fest i weekenden. Og som aktivitet, foruden ballon- og lakridssnørrebåndsstafet og fangeleg, satte jeg pigerne til at farve bordsalt med kridt og derpå hælde det i små patentglas indkøbt til lejligheden.
Jeg er ikke tilhænger af, at børnefødselsdage skal udvikle sig til det rene sukkerhelvede, så selvom jeg gerne stiller op med lidt snold, serverer jeg ikke sodavand og nægter kategorisk at stikke ungerne en slikpose hver.
Sidste år lavede vi kastanjeedderkopper til en 6årsdag i oktober og gav små selvlysende edderkoppefingerringe med hjem. Og før det har vi udleveret yoyoer og lavet fantasifuld manicure på tøsegæster.
Denne gang fik pigerne altså et glas farvet salt med hjem. De hyggede sig virkeligt med at lave det! Faktisk var de så vilde med mulighederne med saltet, at det helt bestemt må på programmet igen, hvis jeg engang i fremtiden får lov at boltre mig med et endnu billedkunsthold.
Jeg har nu tre fine glas kridtssalt stående til at pynte i min stue, sammen med minderne om endnu en dejlig kreativ børnefødselsdag.
Efter oprydningen samlede jeg lysstumperne fra fødselsdagsdesserten på et fad og morede mig over de forskelligfarvede flammer i mørket fra min hyggelige sofakrog.
Der skulle deles hjemmelavede bolsjer ud i skolen. Gulstribede bolsjer med banan/lakridssmag, blå-orange med tuttifruttismag og grønne med pebermyntearoma.
Trods kattens hjælp i køkkenet, der resulterede i en halv portion bolsjer spildt i porcelænsskår på gulvet, var der nok til alle - og rester med hjem igen.
Desuden lavede vi spraglede "regnbuemuffins" til klassens piger, som kom til fest i weekenden. Og som aktivitet, foruden ballon- og lakridssnørrebåndsstafet og fangeleg, satte jeg pigerne til at farve bordsalt med kridt og derpå hælde det i små patentglas indkøbt til lejligheden.
Jeg er ikke tilhænger af, at børnefødselsdage skal udvikle sig til det rene sukkerhelvede, så selvom jeg gerne stiller op med lidt snold, serverer jeg ikke sodavand og nægter kategorisk at stikke ungerne en slikpose hver.
Sidste år lavede vi kastanjeedderkopper til en 6årsdag i oktober og gav små selvlysende edderkoppefingerringe med hjem. Og før det har vi udleveret yoyoer og lavet fantasifuld manicure på tøsegæster.
Denne gang fik pigerne altså et glas farvet salt med hjem. De hyggede sig virkeligt med at lave det! Faktisk var de så vilde med mulighederne med saltet, at det helt bestemt må på programmet igen, hvis jeg engang i fremtiden får lov at boltre mig med et endnu billedkunsthold.
Jeg har nu tre fine glas kridtssalt stående til at pynte i min stue, sammen med minderne om endnu en dejlig kreativ børnefødselsdag.
Efter oprydningen samlede jeg lysstumperne fra fødselsdagsdesserten på et fad og morede mig over de forskelligfarvede flammer i mørket fra min hyggelige sofakrog.
Lille spejl ...
Hvor mange "Jeg elsker mig selv som jeg er"-spejlløgne skal der mon til for at ophæve et livs "Jeg er grim, klodset, besværlig, socialt akavet og fed og grim og værdiløs og GRIM"-mantra?
Jeg er midt i et forsøg på at opbygge en slags selvværd med nogle terapeutiske øvelser, der åbenbart involverer at nedbryde selve essensen af min hidtidige identitet.
Det siges at jeg ikke skal lave mig selv om i processen.
Jeg skal bare tænke anderledes, tale anderledes og handle anderledes end jeg nogensinde før har gjort.
Og starte hver morgen med at hykle foran mit eget spejlbillede.
Tilbage til begyndelsen
Bloggen, hvor det hele startede, er åbnet igen.
Gamle indlæg på denne og øvrige blogs, er gemt væk, for nu skal der fremad synes.
Navlerpilleri og global samvittighed. Drømme og realitet, hjertesuk og moderstolthed.
Der plejede at være plads til det hele og jeg tror, der bliver det denne gang også.
Det glæder mig endeligt at komme tilbage hjem til blogland.
Velkommen!
Abonner på:
Opslag (Atom)