Et lille stykke analogt lydspor fra mit tidligere liv...

Dagens optur var at falde over mine analoge dikteringsoptagelser fra tiden på UNI...

En enkelt fysiologiforelæsning er delvis overdøvet af min førstefødtes babypludren. Det har helt sikkert været populært blandt de medstuderende. Not!

Nogle senere indspilninger fra Humaniora er (skuppelløst) overspillet af daværende kæreste, der forsøgte at blive den nye (svenske) 50 Cent.
Han var ihærdig med de høje toner i omkvædet, men jeg tænker, det lød mere rigtigt inde fra hans egne hashtåger, end det gjorde i dag skrattende gennem sprødkold efterårsluft henover havregrøden og morgenskænderierne, mens vores fælles mellemste (skilsmisse)barn lærte diktafonen og dens forskellige indspilningstempi at kende til dagens interviewopgave i skolen.

- Ja, vi ved godt, at den rigtige smartphone kunne klare lydoptageopgaven bedre.
Den har vi så ikke - så værsgo, datteren er (stærkt utilfreds) sendt i skole med fortidsaggregat, og nedtællingen til potentiel mobbekatastrobe kan gå i gang. Alternativt synes nogle af de andre folks børn, at det er vildt spændende på den der historisk-museums-sentationsagtige måde? Håbet er lysegrønt, og jeg er en kold (fattig) mor.

Det var i øvrigt det bånd med det fædrende ophavs musikalske illusioner, der måtte dø i dag for 3.Bs engelsktime. Mine kloge kloge ord fra fortiden skal for al eftertid stå som fremdriveligt bevis for, at jeg engang var andet og mere end en madpakke-, vasketøjs- og lektiehjælps-provider.

Farverig fødselsdagsfejring

Vi har fejret 9 års fødselsdag i den forgangne uge.
Der skulle deles hjemmelavede bolsjer ud i skolen. Gulstribede bolsjer med banan/lakridssmag, blå-orange med tuttifruttismag og grønne med pebermyntearoma.
Trods kattens hjælp i køkkenet, der resulterede i en halv portion bolsjer spildt i porcelænsskår på gulvet, var der nok til alle - og rester med hjem igen.

Desuden lavede vi spraglede "regnbuemuffins" til klassens piger, som kom til fest i weekenden. Og som aktivitet, foruden ballon- og lakridssnørrebåndsstafet og fangeleg, satte jeg pigerne til at farve bordsalt med kridt og derpå hælde det i små patentglas indkøbt til lejligheden.

Jeg er ikke tilhænger af, at børnefødselsdage skal udvikle sig til det rene sukkerhelvede, så selvom jeg gerne stiller op med lidt snold, serverer jeg ikke sodavand og nægter kategorisk at stikke ungerne en slikpose hver.

Sidste år lavede vi kastanjeedderkopper til en 6årsdag i oktober og gav små selvlysende edderkoppefingerringe med hjem. Og før det har vi udleveret yoyoer og lavet fantasifuld manicure på tøsegæster.
Denne gang fik pigerne altså et glas farvet salt med hjem. De hyggede sig virkeligt med at lave det! Faktisk var de så vilde med mulighederne med saltet, at det helt bestemt må på programmet igen, hvis jeg engang i fremtiden får lov at boltre mig med et endnu billedkunsthold.

Jeg har nu tre fine glas kridtssalt stående til at pynte i min stue, sammen med minderne om endnu en dejlig kreativ børnefødselsdag.
Efter oprydningen samlede jeg lysstumperne fra fødselsdagsdesserten på et fad og morede mig over de forskelligfarvede flammer i mørket fra min hyggelige sofakrog.

Tilbage til begyndelsen

Bloggen, hvor det hele startede, er åbnet igen.
Gamle indlæg på denne og øvrige blogs, er gemt væk, for nu skal der fremad synes.

Det bliver - forhåbentligt - en rodet landhandel, med lidt krea, lidt husmodersnak, lidt lærerindesuk, lidt hjemmegjort lyrik, nogle billeder og tanker en masse om stort men mest om småt.

Navlerpilleri og global samvittighed. Drømme og realitet, hjertesuk og moderstolthed.
Der plejede at være plads til det hele og jeg tror, der bliver det denne gang også.

Det glæder mig endeligt at komme tilbage hjem til blogland.

Velkommen!