Dagens optur var at falde over mine analoge dikteringsoptagelser fra tiden på UNI...
En enkelt fysiologiforelæsning er delvis overdøvet af min førstefødtes babypludren. Det har helt sikkert været populært blandt de medstuderende. Not!
Nogle senere indspilninger fra Humaniora er (skuppelløst) overspillet af daværende kæreste, der forsøgte at blive den nye (svenske) 50 Cent.
Han var ihærdig med de høje toner i omkvædet, men jeg tænker, det lød mere rigtigt inde fra hans egne hashtåger, end det gjorde i dag skrattende gennem sprødkold efterårsluft henover havregrøden og morgenskænderierne, mens vores fælles mellemste (skilsmisse)barn lærte diktafonen og dens forskellige indspilningstempi at kende til dagens interviewopgave i skolen.
- Ja, vi ved godt, at den rigtige smartphone kunne klare lydoptageopgaven bedre.
Den har vi så ikke - så værsgo, datteren er (stærkt utilfreds) sendt i skole med fortidsaggregat, og nedtællingen til potentiel mobbekatastrobe kan gå i gang. Alternativt synes nogle af de andre folks børn, at det er vildt spændende på den der historisk-museums-sentationsagtige måde? Håbet er lysegrønt, og jeg er en kold (fattig) mor.
Det var i øvrigt det bånd med det fædrende ophavs musikalske illusioner, der måtte dø i dag for 3.Bs engelsktime. Mine kloge kloge ord fra fortiden skal for al eftertid stå som fremdriveligt bevis for, at jeg engang var andet og mere end en madpakke-, vasketøjs- og lektiehjælps-provider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar