Når man ikke betyder en hel skid i den store sammenhæng.
Når man kan lade sit liv lukke sig helt og aldeles om sig selv og omverdenen ikke blot går videre, men gør det uden så meget som antydningen af et hævet øjenbryn.
Når man flyver hen ad asfalten mellem morgencyklister og trafikhelle og indser, at ingen ville savne, før tre små piger var sultne til aften.
Når man har en arbejdsløs dagligdag og en rungende tom fritidskalender.
Når man brækkede halebenet på den der morgenasfalt og derfor ikke kommer omkring træningcentret og i det mindste kan lade som om, man har noget at gøre ude i en slags virkelig fysisk verden mellem andre talende mennesker.
Når man begynder at snakke med ungernes kæledyr for at ens stemme ikke skal lyde helt død hvis det mod forventning skulle blive nødvendigt at bruge denne stemme i en samtale i løbet af dagen.
Når man bliver træt af at høre til forældremødet, at folk altså har rigeligt at se til med job, familie og fritidsinteresser - så kunne vi ikke bare droppe de der sociale klassearrangementer?
Så risikerer man pludseligt at gøre alvor af en indskydelse født af det deprimerende faktum, at man selv alligevel ikke har andet indhold i sit liv end de der tre små mennesker, man har produceret sig, så man kan vel lige så godt kaste al sin energi ind i at skabe en barndom, de kan se tilbage på med glæde og VUPTI sidder man i hele tre klasseforældreråd.
I må godt blive trætte af mig i alle klasserne, men ingen skal fandeme nogensinde sige, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunne med det lidt, jeg nu har, for at gøre bare en minimum af forskel for mine allernærmeste. Og fællesspisning er vigtigt! Om ikke andet så for at skabe en illusion om, at også min lille familie har et sted at høre til her i byen.
Jeg lever ikke gennem mine børn, men jeg lever for dem. Og du skal ikke sige, at det ikke er nødvendigt - for så har jeg intet andet fornuftigt at tage mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar