Ens?

Det værste ved at ligne dig så meget er, at når jeg ser mig i spejlet, bliver jeg mødt af kritiske blikke fra hele to personer, der synes, jeg er et grimt og mislykket menneske.

Eller:
Jeg ser dig i mit spejlbillede.
Dobbelt op på selvhadet i refleksionen.

Sandt at sige

At jeg siger min sandhed behøver ikke betyde, at jeg har ret.
Det betyder bare, at jeg selv tror, at min udlægning af en sag er så korrekt som muligt, i det øjeblik jeg italesætter den.

Hvad er sandt? Jeg tror ikke der findes een endegyldigt objektiv virkelighed uberørt af mennesker.

Alligevel tror jeg på sandheden.
Jeg tror på, at min overbevisning om at være mindst muligt analyserende og fortolkende i min udlægning af en lille luns virkelighed er af afgørende betydning for min integritet og mine relationer i enhver tænkelig sociokultur.

Jeg bestræber mig på at sige sandheden. Som jo altid kun kan være min sandhed. Mit subjektive perspektiv på et bittelille udsnit af en verden.

Nogle gange siger jeg uopfordret min sandhed højt.
Jeg giver min sandhed krop, fylde, rum og jeg giver den stemme, klang og fremfor alt et udspring. Et sted hvorfra den kan bevæge sig. Sandheden. Måske nogen ser den, mærker den, hører den, måske den bliver kilde til resonans eller måske dør den ud i fortættet tomhed.
Nogle gange er jeg heldig og kan bevæge mig med min sandhed, kan flytte mig, bøje af og udforske hjørner af det rum, den skaber, som jeg ellers ikke ville have erkendt. Nogle gange udvikler jeg mig af det. Andre gange risikerer jeg at stirre mig blind på en solplet eller lytte forgæves efter en harmoni. Nogle gange står jeg sådan; stille og fastholdt i min sandhed.

Jeg siger min sandhed højt. Til mig selv og dem der vil høre den. Nogle gange kommer den folk for øre, der ikke vil vide af den. Som føler sig ramt, anklaget eller bare irriteret over at skulle forholde sig til den.

Naivt tror jeg på, at min sandhed kan være en lille brugbar brik i en større mellemmenneskelig forståelse. Jeg tror på at, når nogen genkender lidt af deres egen sandhed i min, så kan de føle sig styrket ved at være rummet i et fælleskab, uanset hvilken sandhed, der er tale om. Måske nogen bliver så styrket, inspireret eller provokeret, at også de siger nogle sandheder højt, som både de selv og vi andre kan bevæge os med, mod eller væk fra, som vi kan lade vores erkendelse af verden vokse ved at forholde os til.

Nogle gange bliver folk trætte af at høre mig tale og sande og føle og erkende og tilsyneladende gå i selvsving omkring min egen navle. Det er ok. Men min navle er mit udgangspunkt ikke? Det er derfra, jeg kom til min første erkendelse og voksede.
Jeg kan ikke formulere din sandhed, men giver dig gerne mit perspektiv. Herfra hvor jeg står, farvet af hvad jeg tror på og erkendt på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig.

Men faktisk vil jeg hellere høre din sandhed.

Året hvor jeg åd min egen hale.

Så er jeg langt om længe blevet klar til at sige farvel til i år.

Nogle mennesker er rigtigt dårlige til at sige farvel.
Jeg er direkte elendig til at føre en beslutning om afsked ud i livet.
Det kan tage mig år at indse, at jeg faktisk har taget beslutningen om, at sige farvel til en del af mit liv.
Og endnu en rum tid går der typisk, før jeg så får handlet på det og langt om længe sagt det højt og tydeligt: farvel.

Jeg har sagt farvel til en masse i år. Ikke alt har været frivilligt.
Og slet ikke alle har villet acceptere det, der var mit valg.
På et tidspunkt holdt jeg op med at gentage mit farvel, og forblev istedet tavs.
Færdig med at forklare mig og lade mig frustrere og ende med at føle mig elendig over mig selv og urimelig over at beslutte noget for mig selv, der udelukkede nogen, der ikke ville udelukkes.
Færdig med at hænge fast i et selvhad bygget af uaccepterende menneskers krav og forventninger til mig.
Færdig med at kæmpe som en fange i kviksandet, mod en selvopfyldende profeti om hvad og hvem jeg er.

Jeg har sagt farvel til meget, til mange.
Jeg har kæmpet så længe for at få dem, jeg nu har taget afsked med, til at forstå hvad jeg ikke er.
Jeg har muligvis glemt at bruge kræfter på at finde ud af, hvad jeg så er.

I år blev jeg væk!

Jeg blev væk for dem jeg holder af, mens jeg gemte mig for dem, der ikke ville holde af mig - som jeg er.
Og jeg blev bange for at miste. Miste de der er tilbage.

I år blev jeg bange.
Ikke for at dø. Ikke for ikke at leve. Ikke for ikke at blive husket.
I år blev jeg bange for ikke at kunne elskes.

Det er en rådden og ensom følelse. Og den slår dig langsomt ihjel.

Rullet ind i selvmedlidenhed og angst for at være uelskelig, trak jeg mig væk fra det liv, der voksede omkring mig.
Trak mig ud af billedet, og græd lidt bagefter over, at der ingen billeder var af mig midt i alt det liv. Intet at huske.
Måske intet rigtigt levet.
Bare angst for ikke at være - nok.

Efter angsten kom vreden! Så gal jeg kan være.
På mig selv i mange mange år. Men også på dem der aldrig acccepterer.
Og til slut på dem der står mig nær. Projekteret angst og vrede.
Vælg min side - vælg mig - selvom jeg ikke selv kan - fordi jeg ikke selv kan - eller føl min vrede.
Elsk mig eller had mig så tydeligt, at jeg kan tillade mig min vrede.


Jeg er nogens mor.
Jeg har kun dem og de kun mig. Og jeg er så bange for at miste.
Miste dem eller miste mig og lade dem i stikken.
Som jeg følte mig ladt i stikken.

I 2014 vil jeg ikke gemme mig. Eller glemme mig. Jeg vil ikke glemmes eller hades. Jeg vil ikke kæmpe.
Jeg vil være. Jeg vil elske og tro og finde ud af hvem jeg er.
Måske er der på bunden af mig noget, der er værd at finde frem og huske på. Noget at holde af og værne om.

Måske derefter kan der komme et overskud til også at løfte blikket mod verden og tåle at den altid fortsætter, uanset om jeg løber eller selv står stille.


Farvel operationsår.
Farvel konflikt og lockoutår.
Farvel samværskonfliktår.
Farvel familiekonfliktår.
Farvel overvægtsår.
Farvel selvledeår.
Farvel brækkede halebensår.
Farvel tilbagevendende ledighedsår.
Farvel angstår.
Farvel farvelår.

Tak for at give mig noget at se frem til med glæde og forventning og så meget trods alt at være taknemmelig for.

- Gær spiser sukker

Hun har ædt (hvadsomhelst for at dulme) al sin skuffelse og tomheden har fået hendes krop til at fylde for to.
Intet passer i størrelsen længere. Kun det uklædelige overvejende selvhad.

Hun selv er svundet ind til et lille bitte hult undertrykt hiks midtvejs i en hyperventiltionshulken på en aftencykeltur i ly af mørket og ledsaget af regndråber, der smager påfaldende meget af snot og knuste drømme.

- Sukker er tomme kalorier.

Mod-tagelig

Jeg går og øver mig i at turde drømme en drøm - planlægge et håb. Men i smug.

Og mens jeg går rundt og holder det hele lukket inde i mig selv, er det som om, hele verden har bestemt sig for at bombardere mig med indtryk og udsagn, der er som klippet lige ud af den drøm, jeg øver mig i at give plads.


Af veje

Det er ikke afstanden mellem os

Det er hvad det kræver at overkomme den

Aktiv ferie og syg opstart

Efterårsferien fik en ende og det gjorde et par strikkeprojekter også. Flere projekter kom også til, nogle sammen med ungerne, andre er til alenestunder med overskudstid.

Selvterapien og rejsen-ind-i-min-egen-sjæl-fornemmelsen blev skubbet lidt i baggrunden for noget lidt mere ud-i-kroppen-agtigt. Der blev blandt andet kørt MTB i skoven med kæresten og hoppet i trampoliner i DGI-huset med ungerne og der blev kreeret helt vellykket bagværk i lange baner til fødselsdag for den yngste.
Jeg nåede bunden af vasketøjskurven i ferien og det er en bedrift, der tåler gentagelse snarest.

Og endelig blev familien samlet under et tag, lige før hverdagen igen var klar til at tage over. Men sygdom kom først.

Det er en rigtigt skidt fornemmelse at starte op i en ny stilling med at tage barns sygedag og derefter selv lægge sig syg. Heldigvis kender mine ledere og mine kolleger mig, da det er endnu en midlertidig stilling på samme sted. De kender nok til mine private forhold til at forstå, at den slags situationer kan forekomme, men at min arbejdsmoral ellers er ganske anstændig.

Jeg glæder mig nu for alvor til at komme i gang med hverdagen og arbejdet.

For smuk til min sfære

Min kusine er så smuk, at jeg overvejede at slette hende på Facebook!
I stedet slettede jeg mig selv.
(Næsten. Billeder og div. opslag og sådan. Efterhånden er størstedelen af mit netværk at finde på FB, så det er rart stadig at have mulighed for at sende en privatbesked og lave nødopråb om, hvor man akut finder billige termostøvler str. 31 og den slags.)

- Min terapeut siger, jeg forklarer mig for meget. Baseret på mit parentsforbrug,(som her er kraftigt reduceret) er jeg tilbøjelig til at give hende ret.

Min kusine. Hun er smukkere end min søster og min søster er en million gange smukkere end mig, som faktisk, når jeg ikke er overvægtig, har udslæt, er klippet skaldet eller har stressfedtet hud, søvnmangelinducerede poser under øjnene eller høfeberdryptud (hvilket kort sagt vil sige: aldrig) er ok køn.

Hun er så smuk, at hun aldrig selv har behøvet at være i tvivl om sin skønhed, og derfor uden bekymring lader hver eneste statusopdatering følge af et billede af sig selv.
Hun er så smuk, at folk ALDRIG kommenterer på hendes status, men i stedet på hendes skønhed.
98% af alt, der foregår på hendes profil, handler om hendes smukke ydre. "Lækkermås, smukke, supermodel, smuksak, sexy, foxy, skønne... ect."

Hun er så smuk, at jeg faktisk lavede en statistik over kommentarerne på hendes profil. Så smuk, at jeg lagde mærke til, at det er det enste indhold hos hende.
Hun er så smuk, at jeg var nødt til at bilde mig selv ind, at min profil i det mindste genspejlede nogle MEGET mere ægte, sunde og sympatiske værdier, med referater af mine børns første skoledag og fortællinger om katten, der faldt i søvn i sin tissebakke efter børnefødselsdagen og den slags.

Hun er så smuk, at jeg ikke kan rumme hende! For jeg er nemlig pissesmålig og røvmisundelig. Og jeg bander ellers aldrig.
(Og så er jeg opdraget af hendes moster, der har verdens største selvværdskompleks, i særdeleshed i forhold til min kusines mor, og var så venlig at lade det hele spilde ud over mig i en sådan grad, at jeg har set mig nødsaget til at droppe kontakten med alle de smukke mennekser i min familie, fordi jeg i deres selskab ikke kan lide mig selv - ene og alene fordi jeg ikke er smuk. Nok.)

Hvem var det lige, der havde balance i de sunde værdier?

Et lille stykke analogt lydspor fra mit tidligere liv...



Dagens optur var at falde over mine analoge dikteringsoptagelser fra tiden på UNI...


En enkelt fysiologiforelæsning er delvis overdøvet af min førstefødtes babypludren, det har helt sikkert været populært blandt de medstuderende. Not!

Nogle senere indspilninger fra Humaniora er (skuppelløst) overspillet af daværende kæreste, der forsøgte at blive den nye (svenske) 50 Cent.
Han var ihærdig med de høje toner i omkvædet, men jeg tænker, det lød mere rigtigt inde fra hans egne hashtåger, end det gjorde idag skrattende gennem sprødkold efterårsluft henover havregrøden og morgenskænderierne mens vores fælles mellemste (skilsmisse)barn lærte diktafonen og dens forskellige indspilningstempi at kende til dagens interviewopgave i skolen.

- Ja, vi ved godt at den rigtige smartphone kunne klare lydoptageopgaven bedre.
Den har vi så ikke - så værsgo, datteren er (stærkt utilfreds) sendt i skole med fortidsaggregat og nedtællingen til potentiel mobbekatastrobe kan gå i gang. Alternativt synes nogle af de andre folks børn, at det er vildt spændende på den der historisk-museums-sentationsagtige måde? Håbet er lysegrønt og jeg er en kold (fattig) mor.


Det var i øvrigt det bånd med det fædrende ophavs musikalske illusioner, der måtte dø idag for 3.Bs engelsktime. Mine kloge kloge ord fra fortiden skal for al eftertid stå som fremdriveligt bevis for, at jeg engang var andet og mere end en madpakke-, vasketøjs- og lektiehjælpsprovider.